Kontakt

Københavns Kommune

Adresse
Borups Allé 177
2400
København NV
Telefon 21554413
Bemærk at denne jobannonce er udløbet!
Ansøgningsfristen for jobannoncen er overskredet, og stillingen kan ikke længere søges. Opslaget vises udelukkende som reference

Københavns Kommune

|
Storkøbenhavn
|
Indrykket 27-03-2021

Socialpædagog med interesse og erfaring indenfor familiearbejde og døgnområdet til Akutinstitutionen Udsigten

Udsigten er en døgninstitution med akutfunktion forankret i Center for Brobyggende, Rådgivende og Fleksible Indsatser (BROFI) i Borgercenter Børn og Unge, Socialforvaltningen, Københavns Kommune. Tilbuddet rummer 10 døgnpladser, der opfylder behovet for kortids- og langtidsanbringelser. Foruden indsatser på institutionen og i de tilknyttede lejligheder, gennemfører Udsigten hvert år et antal afrusningsture for og med unge med rusmiddelproblematikker i et tæt samarbejde med U-turn.

Målgruppe
Udsigten er et tilbud til udsatte unge mellem 13 og til det 23. år, der har behov for omfattende socialpædagogisk støtte og et sted at bo. Tilbuddet har akutfunktion og tager derfor imod unge, der befinder sig i kritiske situationer med behov for en døgnforanstaltning her og nu.

De unge er typisk præget af psykiske og/eller psykiatriske udfordringer, misbrug og kriminalitet. Derudover er det karakteristisk, at de unge ofte har oplevet omsorgssvigt og måske udviklingstraumer i løbet af deres opvækst. De har svækkede eller meget mangelfulde regulerings- og mentaliseringsmuligheder samt vanskeligheder med at indgå i og vedligeholde bæredygtige relationer til familie og netværk – og bevare tilknytningen til uddannelse og beskæftigelse. Samlet set befinder de unge sig derfor ofte i en særdeles vanskelig og kompliceret livssituation.

Det faglige grundlag
Arbejdet på Udsigten baserer sig på systemiske, mentaliseringsbaserede og narrative tilgange – ligesom vi også går meget langt for at sikre den helt basale omsorg. Vi arbejder helhedsorienteret med den unge, og derfor ser vi den unge som nært knyttet til og uløseligt forbundet med sin familie, sit netværk, skole og øvrige instanser, som også forsøges inddraget i forløbet. Vi gør en dyd ud af at tilbyde de unge et tværfagligt miljø at være i, og går langt både for og med de unge og deres familier. Vi forsøger ofte at tilpasse rammer og strukturer til den unges behov og at møde de unge med ligeværd, respekt og forståelse for det, de har med sig, og det, de kan fortælle om deres eget liv.

Om stillingen
Vi søger en kollega med socialpædagogisk baggrund, der har kendskab til familiearbejdet og gerne kombineret med en uddannelse i familieterapi/familiebehandling. Vi forventer, at du kan varetage samtaler med de unge på vores døgnafdeling, med deres familier og det øvrige netværk. Du deltager desuden efter behov i møder med myndighed og samarbejdspartnere omkring den unge. Din primære base er på Udsigten, hvor der er mulighed for familiesamtaler – ligesom at familiesamtalerne også kan foregå i forældrenes hjem. Derfor er det en fordel, hvis du har kørekort. Du skal påregne selvstændigt arbejde – og vi forventer også, at du indgår i andre arbejdsopgaver på Udsigten, fx af mere praktisk karakter for at få enderne til at gå op. Du skal, når der er behov for det og det giver mening, indgå på lige fod med pædagogerne i arbejdet på døgnafdelingen med de unge og kan have kontaktpersonfunktion etc.

Arbejdstiden er fleksibel og kan ligge både i dag- og aftentimer for at imødekomme behovet for familiesamtaler og det pædagogiske arbejde. I forbindelse med ferieafvikling m.m. forventer vi, at du indgår i døgnvagter med de øvrige pædagoger. Derudover er det vigtigt for os at finde en kollega, som kan se sig selv i det meste af nedenstående:

  • Du har lyst til udviklingsmæssige udfordringer og vil gerne gøre en forskel.
  • Du er en indfølende, rummelig, konsekvent og forstående person – og et menneske med tydelige humanistiske værdier, som tror på, at det nytter uden at være naiv.
  • Du har særdeles godt styr på egne grænser.
  • Du kan navigere i uforudsigelighed med en høj grad af kompleksitet.
  • Du kan arbejde ud fra fælles vedtagne værdier.
  • Du har mod på at reflektere over egen og andres praksis blandt andet ved overlap og i supervision.
  • Du har lyst til at indgå i arbejdet med de unge – også når det bliver rigtig svært og der er modvind alle steder fra.
  • Du er god til at beskrive det, du ser, og kan begå dig i vores it-system.
  • Du er fleksibel i forhold til planlægningen af arbejdstiden, afhængig af opgavens karakter og kan indgå både i Udsigten og i centrets opgaver.
  • Du har gode samarbejdsevner både i forhold til kollegaer og ledelse og værdsætter tværfaglighed.
Vi tilbyder en spændende arbejdsplads med store udfordringer, både på det faglige og personlige plan. En god medarbejdergruppe, der professionelt arbejder for hinanden og de unge – og hvor den respektfulde og humoristiske tilgang er i højsædet. Vi er en arbejdsplads, der tænker mangfoldighed som en styrke, hvor de forskellige fagligheder spiller sammen til gavn for den unge og som er med til at udvikle vores arbejdsplads og hinanden.

Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er med tiltrædelse senest den 1. juni 2021 og er på 37 timer ugentligt. Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst og kvalifikationer.

Hvis du vil vide mere
Du kan få yderligere information om stillingen ved at kontakte institutionsleder Anja Svendsen eller psykolog og faglig koordinator Karina Holm Nielsen onsdag den 7. april kl. 09-11.00 på 3317 8080. Du kan også læse om os og vores arbejde her.

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte udførligt CV, uddannelsesbevis og relevante bilag.

Søg via nedenstående link senest søndag den 11. april 2021
Vi holder ansættelsessamtaler i uge 15.

Praktisk information
Oprettet:
27-03-2021
Udløber:
11-04-2021
Kviknummer:
LJA-81883656
Jobtype:
Fuldtid
Arbejdsområde:
Socialrådgivning