Ny søgning

Skolesocialrådgivere til Borgercenter Børn og Unge Brønshøj-Husum-Vanløse

Vi søger to kolleger, som sammen med os vil være med til at skabe positive forandringer for, og med, udsatte børn/unge og deres familier på nogle af vores skoler i området.

Vi søger en fast skolesocialrådgiver samt en barselsvikar.

Om Borgercenter Børn og Unge Brønshøj-Husum-Vanløse (BBU-BHV)
BBU-BHV har myndighedsansvaret for udsatte børn og unge i lokalområdet. Vores arbejde er baseret på høj faglighed, systematik og inddragelse af borgerne.

Som del af Danmarks største socialforvaltning har vi et højt fagligt ambitionsniveau og udvikler løbende metoder og indsatser omkring målgruppen. Vi har fokus på at have kompetencer i gruppen, der passer til et felt i konstant udvikling, i et tæt samarbejde med kolleger og samarbejdspartnere i almen-området.

Om skolesocialrådgiverordningen
Siden 2007 har Københavns Kommune haft skolesocialrådgivere med det formål at sætte fokus på den tidlige forebyggende indsats. I 2015 blev ordningen permanent tilknyttet alle folkeskoler, og senere udvalgte privat- og friskoler.

Skolesocialrådgivernes opgave er bl.a. at være understøttende i skolernes inklusionsarbejde, og gennem en tværfaglig indsats at hjælpe med at sikre elevernes trivsel, deltagelse i positive fællesskaber og nedbringe fravær. Herudover er en central funktion at bro bygge mellem skolerne og BBU, når der er behov for en mere indgribende indsats end, hvad skolerne og civilsamfundet kan tilbyde.

Om stillingerne
Som skolesocialrådgiver, vil du både være en del af skolens essourcecenter og en del af skolesocialrådgivergruppen i Borgercenter Børn og Unge. Vi er en gruppe på seks skolesocialrådgivere, som dækker de ni folkeskoler i distriktet, samt enkelte daginstitutioner.

Barselsvikariatet er en delt stilling mellem skolesocialrådgiver og daginstitutionssocialrådgiver. Du vil derfor skulle betjene én skole samt et antal udvalgte daginstitutioner.

I den faste skolesocialrådgiverstilling skal du betjene to skoler.

Som en del af den tidlige og forebyggende indsats rettet mod udsatte børn og unge, skal du som skolesocialrådgiver være med til, at elever med særlige støttebehov tilbydes relevant støtte og en sammenhængende indsats, så tidligt som muligt. Herudover skal du have fokus på at kvalificere underretninger samt sikre, at BBU modtager disse rettidigt.

Opgaven indebærer, at du kan tilbyde socialfaglig sparring i dit samarbejde med lærere, skoleledelse og andre ressourcepersoner, der er tilknyttet skolen.

Funktionen som skolesocialrådgiver omhandler også mødeledelse, kortere vejledningsforløb efter Barnets Lov §90, sparring til børne- og ungerådgiverne og andre fagpersoner i BBU-BHV. Du vil have en koordinerende funktion i forhold til en fælles indsats mellem skole, forældre, BBU-BHV og andre relevante samarbejdspartnere; herunder daginstitutioner i området med fokus på overgangen fra børnehave til skole, samt hvordan inddragelse af familiens netværk kan udvikles og være bidragende til at skabe forandring i familien.

Hvem er du?
Du er uddannet socialrådgiver med et solidt kendskab til Serviceloven, og du har erfaring med myndighedsarbejdet indenfor udsatte børn og unge. Vi forventer, at du kan arbejde systematisk og er god til at tilrettelægge din arbejdsdag selvstændigt.

Det er en fordel, hvis du har kompetencer indenfor tværfagligt samarbejde, idet du skal være brobygger mellem BBU-BHV og skoler samt andre forvaltninger. Du skal således have blik for de udfordringer, der kan være i en konsulentfunktion.

Du skal kunne lide at være mødeleder – også i større mødefora, og du indgår som vigtig samarbejdspartner for skoler, hvor du også har blik for de familier, som allerede er tilknyttet BBU-BHV. Det er en fordel, hvis du er en stærk formidler både mundtligt og skriftligt.

I forhold til at den rådgivende funktion er det en fordel, at du har kendskab til de forskellige tilbud i Københavns Kommune.

Hvad kan vi tilbyde

  • En gruppe, som har et godt indbyrdes samarbejde og et trygt kollegialt fællesskab
  • En spændende og udfordrende arbejdsplads med stor frihedsgrad i arbejdstilrettelæggelse
  • God faglig sparring med kolleger, faglig koordinator og ledelse samt supervision
  • En introduktionsplan, der giver dig et fast afsæt for at lære os og Københavns Kommune at kende
  • En arbejdsplads, hvor der er højt til loftet og plads til godt humør.
Vi benytter os af ICS-metoden i hele BBU. En metode, som understøtter IT-systemet DUBU. Herudover bruger vi også den løsningsfokuserede metode Signs of Safety og har særlig opmærksomhed på inddragelse af både det private og det professionelle netværk omkring familierne.

Lidt mere om os
BBU-BHV har ca. 140 medarbejdere, som tværfagligt løser opgaver indenfor administration, sagsbehandling, familiebehandling og rådgivning. Vi har mange forskellige faggrupper i vores hus – blandt andet socialrådgivere, socialpædagoger, psykologer og andre, der har vigtige og nødvendige kompetencer indenfor vores særlige fagområde i en kommunal socialforvaltning.

Vi har til huse på Brønshøjvej, hvor du som skolesocialrådgiver vil have en fast plads på et fælleskontor med skole- og daginstitutionssocialrådgivere. Men en stor del af tiden, vil du være på den eller de skoler du er tilknyttet.

Løn- og ansættelsesvilkår
For begge stillinger gælder, at der er tale om fuldtidsstillinger på 37 timer ugentligt. Begge stillinger er til besættelse pr. 1. august 2024.

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst og efter reglerne om Ny Løn.

Yderligere oplysninger
Vil du vide mere om stillingen, kan du kontakte skolesocialrådgiver Tine Cordua på 2932 4809, socialfaglig koordinator Mathilde Grundwald på 3047 9683 eller afdelingsleder Randi Ravnsø på 2721 2006.

Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.

Vi indhenter referencer samt straffe- og børneattest som led i ansættelsesprocessen.

Søg via linket senest fredag den 24. maj 2024
Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 4. juni 2024.

Om Borgercenter Børn og Unge, BBU
Borgercenter Børn og Unge (BBU) understøtter børn, unge og deres familier i vanskelige perioder af deres liv. Vi modtager og behandler underretninger fra borgere og professionelle, der er bekymrede for et barns trivsel, ligesom familier, med behov for støtte, selv kan henvende sig. Vi har forskellige tilbud til målgruppen, herunder dagbehandlingstilbud, døgninstitutioner og forebyggende tilbud som fx gadeplansarbejde. BBU samarbejder med skoler og institutioner og arbejder med kriminalitetsforebyggelse. Det er vores opgave at understøtte en barndom med trivsel og tryghed, at forebygge omsorgssvigt og at give udsatte børn og unge et godt fundament for voksenlivet.

Se mere om vores arbejde, og hvordan vi hver dag gør en forskel på www.socialjob.kk.dk.



Fuldtid


Ansøg her

Retur til søgning